Elefanten & Klodsen
Manden, elefanten og de seks blinde venner
Der var en gang en mand, der havde seks venner, der alle var blinde. ”Hvad er en elefant?”, spurgte vennerne en dag. ”Det skal jeg vise jer”, svarede manden. Han tog dem så med hen til en elefant. Den første ven førte han hen til elefantens hale, og lod ham tage fat i den. ”Hold godt fast, for nu har du fat i elefanten”, sagde han.
Den næste ven førte han hen til elefantens ene ben. ”Hold godt fast, for nu har du fat i elefanten”, sagde han til ham. Den tredje ven fik lov at mærke på elefantens side, den fjerde ven fik fat i det ene øre, den femte ven fik hænderne omkring en stødtand, og den sjette ven fik fat i elefantens snabel.
”Hvad er så en elefant?”, spurgte vennen så de seks. Den første – ham der havde fået fat i halen – begyndte: ”Jamen, en elefant er lidt ligesom et reb; stærkt, fleksibelt med en slags dusk i enden – som sidder fast i noget stort.”
”Nej”, sagde den næste ven, ”en elefant minder mere om et træ eller en slags søjle. Den er med til støtte et eller andet stort.” Den tredje ven - ham der havde hænderne på elefantens side – kunne slet ikke genkende deres version. ”En elefant er noget meget stort, for jeg kan slet ikke nå rundt om det….” Vennerne, der havde fat i øret, stødtanden og snablen kom også med hver deres svar på spørgsmålet: ”Hvad er en elefant?”
”Hvem af dem har så ret?”, kunne man spørge. Ingen af dem? Eller alle seks? Eller måske giver spørgsmålet ikke rigtig mening.
Vennernes svar giver hver især mening ud fra deres situation og perspektiv. Derfra hvor de står, er virkeligheden sådan, som de beskriver den.
Anerkendelse, for os, er at møde mennesker med denne historie i baghovedet.
Vi har hver især vores eget enestående ”syns-punkt” – det særlige sted, hvorfra vi betragter verden omkring os. Og det jeg ser – mærker, tænker, føler, oplever, synes – er aldrig helt det samme, som det andre ser.
Anerkendelse er at gå ud fra, at det en kollega (borger, kunde, elev, patient) gør, giver mening for ham eller hende. Vi handler og taler alle ud fra vores egen forståelse af, hvordan tingene hænger sammen. Vores meninger, holdninger og handlinger er logiske og giver mening – ud fra deres egne præmisser. Det, der giver mening for én, giver ikke automatisk mening for en anden.
Anerkendelse går ud fra, at der er flere virkeligheder. Verden er et ”multi-vers” i stedet for et uni-vers, og der er lige så mange virkeligheder, som der er syns-punkter at betragte livet på.
Anerkendelse er at gøre en indsats for at knytte an til den andens erkendelse, og tilsidesætte ens egen forståelse, meninger, værdier og holdninger for en stund for at være åben for den andens virkelighed.
Nysgerrighed, anerkendelse og forståelse
Forestil dig en terning. En ganske almindelig terning. På de tre sider, du kan se, er tallene, 1, 2 og 3. Du vil så højst sandsynligt helt automatisk slutte dig til, at tallene 4,5 og 6 er på de sider, du ikke kan se. Erfaringen siger, at sådan er en terning. Men….. du VED det jo faktisk ikke. Du går ud fra det. Du tager det for givet.
I rigtig mange tilfælde er sådanne for-forståelser ganske praktiske. Vi sætter os på en stol uden først at tjekke, om den er solid nok. I trafikken kører vi roligt i højre side og går ud fra, at det gør de modgående bilister også. Det er praktisk og hensigtsmæssigt. Det gør, at vi kan orientere os i livet. For-forståelse er en forståelse, som vi har på forhånd. Det er en blanding af erfaring, læring, holdninger, værdier osv. Det er vores særlige ”syns-punkter” – derfra hvor vi betragter verden. En for-forståelse er en menings-ordner, som vi bruger til at holde orden i vores verden. Men det kan være en blokering i mødet med et andet menneske. Det kan gøre, at vi drager forhastede slutninger – at vi kender tallene, selv om vi ikke kan se alle terningens sider.
En kollega begynder at fortælle om en kedelig situation, han har oplevet, og det varer ikke længe inden: ”Det forstår jeg godt” kommer fra den, der lytter.
Når du siger, ”Jeg forstår dig godt”, siger du noget om dig selv. Du siger: Det, du gør, giver mening i forhold til mine for-forståelser. Det passer i forhold til mine målestokke. Der er noget værdsættende i forståelse. ”Det forstår jeg godt”, siger vi ofte for at vise medfølelse/empati. Men forståelse møder mennesker intellektuelt (tankerne) og ikke følelsesmæssigt. Forståelse siger noget om overensstemmelse i opfattelse – hvordan vi tænker om noget. Anerkendelse møder mennesker i deres følelser og forholder sig slet ikke til, om der er overensstemmelse i opfattelse.
Opgiv tanken om at ”forstå” et andet menneske. Det kan ofte være en hindring for en konstruktiv relation, hvis jeg ikke kan forstå vedkommendes handlinger eller meninger. Så drop det. Og anerkend den andens virkelighed. Og vær nysgerrig på den. Måske bliver du selv klogere. Måske hører du noget andet, når jeg ikke prøver at forstå………
Når jeg mener, jeg forstår, holder jeg op med at være nysgerrig – for jeg ved jo……….
Anerkendende nysgerrighed beskytter mig mod at tage noget for givet.......
Gå tilbage til START
Når vores ledelse, samarbejde, kommunikation og relationer ikke fungerer optimalt er det ofte hensigtsmæssigt at foretage et hurtigt tjek: Er udgangspunktet stadig at møde de andre med anerkendelse?
Anerkendelse er en grundlæggende indstilling – et udgangspunkt (syns-punkt) – som kan gøre en afgørende forskel for, om man kommer i mål med ens ledelse, samarbejde, kommunikation og relationer.
Anerkendelse er kendetegnet ved åbenhed, respekt, nysgerrighed, undren, refleksion samt en suspension af begreberne rigtig og forkert, og alt det andet vi bruger til at vurdere og bedømme.
